Lørdag den 3. august 2018
En weekend uden sejlads! Selvom vejret er helt i top, men Eigil og Hanne havde besøg og skulle bruge ‘min’ båd! (det er jo deres båd men de har godt nok været flinke til at invitere mig med) Så hvad skulle weekenden så bruges på? Havde beslutte mig for en lille turist tur i Nuuk, der er stadig mange områder jeg ikke har set, så på bussen ind Down Town. Gik lige igennem de forskellige sports butikker, der er udsalg for tiden, men fandt ikke rigtigt noget. Dagens turist mål var fjeldet hvor Tele Post har deres hovedkvarter og div paraboler og antenner. På vejen derop kommer man forbi den fine gamle bygning, som var Grønlands først præsetseminarium og er i dag stadig seminarium bare for lærer.
Gik lidt rundt i kvarteret som ligger ved siden af ovenover Myggedalen. De fleste af husene er personaleboliger for ansatte ved Telepost.
Efter 244 trappetrin får man denne udsigt, ind over byen
og denne ud over fjorden.
Søen man kan se på dette foto er drikkevandet til selve Nuuk.
Efter at have nydt udsigten i et stykke tid, slentrede jeg ved til den gamle Kolonihavn. Der var virkeligt varmt i Nuuk, så lidt kold at drikke ville være godt, så jeg gik forbi den lille cafe på havnen og fik en Iskaffe, lækkert.
Måtte lige sende en besked til Steen og Lene, da Cafe’en var blevet lidt deres kaffe sted da de var på besøg. Turen gik videre op af den nye trappe som går langs vandet , det er kun første etape, fra Kolonihavnen og på til Radiofjeldet. Meningen er at den skal gå hele vejen rundt om Nuuk. Næste stop var den den gamle kirkegård ved Herrnhuter’s gamle bygning.
Nu var det så varmt at gå rundt at jeg vendte ‘snuden’ mod nærmeste bus. Vel hjemme var det godt med en iskold (selvfølgelig med Indlandsis) G&T! God gåtur som turist i egen by. 68 etager, ja Nuuk er kuperet!