NORDAFAR

Søndag den 12. juli 2020

NORDAFAR – er sammentrækning af Norge – Danmark og Færøerne og en del af en række fiskeri havne og fabrikker som fra starten af 1920erne blev oprettet op langs den Grønlandske vestkyst. Nordafar og et andet sted Færingehavn ligger ca. 2 timers sejlads fra Nuuk. Nordafar og Færingehavn lukkede ned i 1990, stort set fra den ene da til den anden, hvilke stedet også bære præg af, at stedet er forladt i hast og nu står hele byen og fabrikken forladt. Vi sejlede ud fra Nuuk omkring kl 11. Der var vindstille men en del tågebanker, så vi kunne ikke sejle så stærk som normal. Men flot så det ud, på afstand.

Der var også lidt bølger på en del af ruten, da man er ude på kanten af det åbne hav. Ved indsejlingen til fjorden hvor Nordafar ligger er der placeret et stort tankanlæg, det bruges til lagering af brændstof, hvor store tankskibe kan lægge til og de mindre tankskibe kan fragte det herfra og ud til bygderne. Der er 5 mand ansat og en tankstation som bruges når man sejle ned af kysten.

Det første man får øje på når man nærmere sig Nordafar er den store kølehal.

Vi smed ankret på 10 meter vand og roede ind til land. Vi måtte lidt op af en lille elv, før vi kunne komme tørskoet i land.

Her er ruten fra Nuuk til Nordafar.

Vi måtte have myggenettet på for at kunne gå rundt uden at blive stukket. Vi besluttede at starte med at kikke på selve fiskefabrikken, den er den mest forfalden del.

Selvom det er meet forfalden og har stået tomt siden 1990 så er det alligevel mange ting som stadig holder ud. F.eks reolen til arbejdernes stempelkort.

Eller den gamle traktor, som formentligt har været brugt til losning af fisk.

Vi bevægede os igennem fabrikken med stor forsigtighed, det ville ikke være smart at komme galt afsted, selvom vi altid har første hjælps kassen med, sammen med en VHF radio og en satellite nødsender. Det er øde steder og man skal kunne klare sig selv.
Vi gik fra selve hallen hvor der formentligt at stået maskiner til filetering og om til den tekniske del af fabrikken, hvor der var rækker af køle kompressore.

Vi gik ud af fabrikken og op til en af de beboelseshuse der lå oppe på et mindre fjeld.

Det er noget synd at man ikke har vedligeholde huset eller taget det i brug som en hytte. Det virkede solidt, kælder støbt i beton og udsigten fejler ikke noget.

Huset vi lige har været inde i og fabrikken i baggrunden.

Vi forsatte rundt i området, indtil vi kom til Sømandshjemmet. Nogle der tænker Ondskabens Hotel 😉 Det røde er ikke blod men maling.

Det er en kæmpe bygning, hvor køkken maskinerne stadig var der.

Selv kasseapparatet var der endnu, tror dog ikke det virker.

Det gælder vist også for klaveret.

Vi forsatte rundt til nogle af de andre huser, hvor af flere holdt helt åbent hus.

Temperaturen var efterhånden kommet op på ca. 20 grader. Så vi gik tilbage til gummibåden og fik lagt lidt øl på køl i elven.

Mens øllene kølede ned, fulgte vi et lille jernbane spor op mod en opdæmmet sø. Hvad den lille bane har været brugt til ved jeg ikke, men gætter på at man har fragtet is fra søen og ned til fabrikken.

Nu kunne den så bruges til barnlige sjæle 🙂

Opdæmningen er helt sikkert lavet for at sikre en stabil vandforsyning til fiskefabrikken hvor der skal bruges meget vand til produktionen.

Vi vendte tilbage til ‘byen’ og fik fisket de nu meget kolde øl op af elven og spiste den medbragte mad, ikke helt nemt med myggenet på. Vi sad på trappen til det Norske velfærdshus. Det har været et fint hus med en stor sal og scene.

Smalfilms apparatet var der endnu men vil nok kræve lidt reparation.

Vi gik ned på molen, meget forsigtigt da den var lidt ustabil men da vi først var inde på den beton delen var der ingen fare. Jeg har taget dronen med så der kunne tages lidt videoer fra oven. Først hen langs kajen, hvor man kan se at det ikke går mange år før hele fabrikken styrter sammen.

Her ind til Sømandshjemmet.

Oversigt over hele Nordafar

Efter en del gode timer var det på tide at sejler retur mod Nuuk. Ruten retur.